Christiansfeld

 

Alle, der kommer som turist til et nyt sted, ser sig om efter et turistbureau. Hvad skal jeg se? Hvad er specielt netop her? Hvad kan jeg nå på en time? Nu tilbyder Christiansfeld Centret en app til vores mange besøgende. Er der ikke mulighed for at opleve byen med en personlig guide, så er Christiansfeld App lige ved hånden. Den skal blot hentes til din smartphone. Christiansfeld App findes både til iPhone og Android.

Det er nemt at komme rundt med den nye app. Den er enkel i sin funktionalitet. App’en tilbyder tre temaer: ”Håndværk og handel”, ”Livet fra vugge til grav” og ”En grøn menighedsby”. I hvert tema er der en rød tråd og en rute, som skal følges. Det er simpelt, og GPS funktionen sørger for, at man hele tiden ved, hvor man er, og hvor man skal gå hen. De to første ruter eller ture tager ca. 55 min. ”En grøn menighedsby” er lidt kortere på ca. 40 minutter.

App’en tilbyder et historisk overblik over Brødremenighedens historie, den menighed som også kendes som Herrnhuterne. Det var kristne tyske brødre og søstre, der grundlagde Christiansfeld. Det første hus stod færdigt i 1773, og nu næsten 10 generationer senere er byen stadig præget af et aktivt menighedsliv og sin helt særlige historie.

App’en indeholder også en oversigt over menighedens traditioner samt ritualer og forklarer begreber og genstande i ord og billeder. Hertil kommer en kortfunktion, hvor man kan gå på opdagelse i historiske kort, som viser ca. 250 års udvikling.

Christiansfeld App bliver i første omgang oversat til engelsk. Det er meningen, at app’en skal udvides med flere rundvisninger og meget gerne komme ned i børnehøjde med et særligt familie spor.